Inspirering people

Inspirering People – Julie Bowall

I disse indlæg vil jeg lave små interviews med personer der inspirerer mig, fordi de lever af at lave det de elsker. Det er personer som jeg finder inspirerende og motiverende, og med disse indlæg, håber jeg at jer derude også vil kunne finde stor inspiration i mødet med disse mennesker.

Den femte inspirerende person er:

Julie Bowall

Skærmbillede 2016-03-14 kl. 10.51.06Julie Bowall blogger på bloggen HappyHealth., og så studerer hun psykologi. På hendes blog deler hun ud af en masse gode tips og tricks til hvordan man får mere sundhed og glæde i livet.
Lær Julie meget bedre at kende lige her.

Fortæl kort om dig selv:
Mit navn er Julie Bowall. Jeg er 25 år og bor i København med min kæreste. I min hverdag studerer jeg psykologi og arbejder på en klinik for ludomanibehandling. Ved siden af dette blogger jeg på HappyHealth. HappyHealth handler om “ægte sundhed”. I min optik er man ikke sund, hvis man ikke er glad. Bloggen er derfor fyldt med tips og råd til, hvordan man opnår mere glæde og ægte sundhed. På bloggen vil du læse om kost, træning, mine egne personlige erfaringer, mindfulness, sundhedsdebatter, opskrifter og interviews med eksperter.

Hvorfor begyndte du at blogge?
Inden jeg begyndte at blogge (for halvandet år siden snart), da havde jeg faktisk aldrig læst en blog selv. Min gode veninde havde dog bemærket, hvor meget jeg brændte for at dele mit syn på sundhed og forslog mig at kaste mig ud i blogger-universet. Min store interesse i sundhed stammer fra engang, hvor jeg selv stræbte efter sundhed og den perfekte krop på en sådan måde, der fjernede meget glæde i mit liv. Jeg var alt andet end sund. Min ”usunde sundhed” opstod i kølvandet på, at jeg mistede min far, og det blev en måde for mig at kontrollere de mange følelser på. Jeg har endelig lært i dag at fokusere på glæden, og jeg kan både se og mærke en kæmpe forskel. Jeg oplever dog stadig udfordringer, og jeg har fortsat meget at lære. At se hvor langt jeg selv er kommet, har gjort mig passioneret omkring at hjælpe andre. At blogge giver mig muligheden for dette, samtidig med at det styrker mig selv at dele min rejse med læserne.

Hvad inspirer dig?
Mange forskellige ting! Hvad angår min blog, finder jeg stor inspiration i andre sundhedsblogs, podcasts og ved at læse bøger. Jeg er blandt andet vild med de fleste bøger af Deepak Chopra. Rent personligt inspireres jeg mest af menneskene omkring mig. Dem, jeg holder af, er mennesker, jeg også beundrer og ser op til, og som jeg uden tvivl kan lære en masse af.

Dine 3 bedste sundhedstips?
1) Nok søvn! Jeg er desværre ikke en af dem, der kan køre derudaf på bare 6 timers søvn. Jeg skal have mine 8 timer for at fungere (tror min kæreste ville sætte stor pris på, at jeg kunne holde mig lidt længere vågen.. Og omvendt vil han langt hellere være sammen med veludhvilede Julie fremfor den trætte (hæhæ!). Søvn er uden tvivl mit sundhedstip nummer 1.

2) En god morgen. ”En god dag kræver en god morgen”, og jeg prøver derfor altid at spise et nærende måltid og ikke stresse for meget ud af døren. Derudover starter jeg altid dagen med at drikke et glas vand med citron. Det er udrensende, opkvikkende og godt for fordøjelsen.

3) Mig-tid. Stress er virkelig en af de største sundhedstrusler i dag, og jeg prioriterer dagligt ”mig-tid”, som kan være alt fra 10 minutters ro og stilhed, en gåtur, meditation, yoga, udstrækning, fodbad, oliebad eller hvad som helst, der, for en stund, renser mit hoved og tanker. Det giver mig en utrolig energi.

Dine 3 bedste skønhedstips?
– Søvn bliver igen min nummer 1 her. Personligt kan jeg i hvert fald se en kæmpe forskel på min hud og udstråling, når jeg ikke får sovet nok…
– Smil – det udstråler velvære og selvtillid, og hvis du ikke føler, du har det i forvejen, så kan det være med til at skabe det
– Drik en masse vand og spis mange grøntsage

Dit bedste råd til at blive glad?
Omgiv dig med mennesker, der giver dig energi og gør dig glad. Derudover, sørg for at have mig-tid. (Julie har blandt andet skrevet et indlæg omkring dette, kaldet “mig-tid”, læs det lige her).

Dit bedste råd?
Vent ikke på at lykken kommer til dig. Det gør den ikke. Alle er bogstavelig talt sin egen lykkes smed. Da jeg mistede min far, troede jeg ikke på, at jeg kunne blive rigtig glad igen. Der gik lang tid, før jeg indså, at jeg var den eneste, der kunne få mig selv tilbage til glæden. Selvom det ikke var nemt, har jeg lært, at alt kræver en aktiv indsats. Giv slip på bekymringerne og frygten for ”hvad nu hvis…”. De er kun til for at begrænse dig. Hav tiltro til dig selv og dine drømme. Det kan der kun komme noget bedre ud af.

Tak til Julie Bowall for at deltage i dette interview, du kan følge med i alle Julies gode tips inde på hendes blog lige her!

Du kan også læse interviews med blandt andet David Jay her, Emma Martiny her, Mia Gardum her og Michelle Nielsen her

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply